Øjeblikke med smykkedesigneren
Lea Høyer
Ord Trine Weber Carlsen
Billeder Frederik Vohnsen
Video Ray Moolser
14. februar 2023
Den 14. februar 2023 mødtes vi med Lea Høyer i hendes smukke værksted og showroom i hjertet af Aarhus. Vi havde fået lov til at stille Lea 7 hurtige spørgsmål.
Lidt om Lea og Lea Hoyer Jewellery:
Det hele startede i 2017. Det år blev et særligt vendepunkt i Lea Høyers liv. Leas mor og bedstemor gav hende muligheden for at deltage i et kreativt smykkekursus på Godsbanen i Aarhus, og uden helt at vide, hvad det indebar, sagde Lea ja, da hun altid havde ønsket at udforske og udfolde sin indre kreativitet. Smykkekurset blev begyndelsen på et smykkeeventyr, der har udviklet sig hvert år siden begyndelsen.
Leas egne evner blandet med at have været heldig at møde og omgive sig med mennesker, der troede på hende og på virksomheden, har været en af årsagerne til, at hun er kommet så langt.
Når Lea designer og skaber sine smykker anvender hun vandstøbningsteknikken. Det er en organisk proces, hvor hun smelter materialet og drypper det ned i en skål med vand. På bunden af skålen formes der en uperfekt, organisk form skabt af vandets bevægelser. Lea ved aldrig præcis, hvordan formerne vil udvikle sig under processen med en ny kollektion.. Hendes drivkraft er at være tilstede i øjeblikket, i stedet for at fokusere på langsigtede fremtidsplaner, og for hende er den vigtigste del af processen, at den skal være sjov, spændende og fuld af eventyr.
Det fundamentale for Lea
"Det er vigtigt for mig er, at være nærværende omkring dem, jeg er sammen med samtidigt med, at jeg elsker at omgive mig med smukke ting. Jeg er nok også lidt af en perfektionist".
Silke eller uld?
"Jeg er klart mest til uld. Min svigerinde har lært mig at bruge uld, og jeg elsker det, fordi jeg er sådan en frysepind. Før frøs jeg altid".
Hvad er bæredygtigt?
"Bæredygtighed for mig er slow fashion. Jeg går meget op i at købe kvalitet fremfor kvantitet. Jeg synes, at man skal investere i ting, der kan holde".
Det bedste ved din garderobe?
"Jeg er rigtig glad for min garderobe fordi de ting, som jeg har i den er meget velovervejede. Jeg kan godt lide, at tingene passer sammen, og derfor er mit tøj også meget farvekoordineret.
Jeg kan godt lide meget rolige farver og lækre materialer, der kan bruges sammen."
Dine kvindelige rollemodeller
"Den første jeg tænker på, er min mor, fordi hun har vist mig, at hele verden er åben for mig. Jeg synes i det hele taget, at der er ekstremt mange dygtige og inspirerende kvinder i verden".
Hvis du ikke var smykkedesigner, hvad ville du så arbejde med?
Hvis jeg ikke var smykkedesigner, så var jeg helt sikkert blevet fashiondesigner. Jeg elsker at være kreativ og skabe produkter, der kan få nyt liv ude i verden".